Mirabellemarmelade med citron og vanille

 

Jeg laver denne marmelade hver eneste år eller for nu at være helt præcis: Denne marmelade er den eneste, jeg med sikkerhed laver hvert år. Og hvis du lige nu tænker, at mirabeller jo ellers ikke er verdens mest kraftfulde blomme og hvis du af samme grund tvivler på, at en marmelade lavet af denne ikke så interessante blomme skulle være noget særligt, kan jeg allerede nu afsløre, at marmeladen smager super godt, fordi den får et ekstra skud smag fra både tørrede abrikoser, citron og vanille. Resulatet er en marmelade, der er både sød og en anelse syrlig og som bare er helt perfekt på et stykke ristet brød, gerne med rigtigt smør under… Mirabellerne er modne lige nu, så det er bare om at finde en kurv og en rive. Der er ingen grund til at være påpasselig, når mirabellerne skal ned fra træet, for de havner jo i gryden ganske kort efter. Vores fantastiske sylte- og marmeladeglas er på tilbud lige nu, du kan se dem her. Glassene tåler frysning, så du kan simpelthen sætte de fyldte glas i fryseren. Det gør jeg altid selv.
P.S. Trofaste brugere af hjemmesiden (shoppen) har måske set denne opskrift før, den ligger nemlig også i Kogebogen.

Mirabeller er kønne som slik, men kommer smagsmæssigt ikke i nærheden af gode spiseblommer. Men de er fantastiske til marmelade!

De tørrede abrikoser og vanillestangen giver sammen med citronen mirabellemarmeladen en god, kraftig smag.

Marmeladen bliver gyldenbrun, når den er færdig og er fastere end syltetøj, men ikke lige så fast som f.eks. appelsinmarmelade.

Her er den færdige marmelade hældt på vores sylteglas. Det glas, du ser her, er det, der hedder Sylteglas, fladt. Det runde, du ser nedenfor, er det, der hedder Marmeladeglas, stort. Begge typer glas er på tilbud lige nu, du kan se dem her. Jeg plejer at fryse glassene som de er, men du kan også tilsætte Atamon, så marmeladen holder sig uden frysning. De fine røde hætter fås hjemmesiden, se dem her.



Ingredienser:

1 kg blommer eller mirabeller
3 dl vand
300 g tørrede abrikoser
400 g rørsukker
1 vanillestang
saften af 1 citron

Læg abrikoserne i blød i vand natten over sammen med saften af 1/2 citron. (NB. Hvis du bruger de bløde, halvtørre abrikoser som dem, du ser på billedet, behøver du kun at lægge dem i blød en times tid).  Hak dem groft med en kniv. Kog mirabellerne i 2-3 dl vand sammen med den flækkede vanillestang til de er kogt ud og stenene kan fiskes op med en ske. Tilsæt abrikoserne, saften af 1/2 citron og kog marmeladen i ca. 10 minutter. Fisk vanillestangen op, skrab kornene ud og kom dem tilbage i gryden. Tilsæt sukkeret og kog marmeladen under omrøring i yderligere 10 minutter. Smag den til – måske er der brug for lidt mere sukker eller lidt mere citronsaft. Hæld nogle dråber marmelade ud på en underkop og lad den køle af. Hvis marmeladen stivner, er den færdig. Løber den, skal den koge lidt længere. (Du skal dog ikke regne med, at den bliver stiv på samme måde som f.eks. appelsinemarmelade. Hvis du gerne vil have en helt fast marmelade kan du bruge syltesukker i stedet for almindelig sukker). Hæld marmeladen på varme, rene glas. Jeg plejer at fryse al min marmelade og tage et glas op efter behov. Jeg sætter simpelthen de fyldte glas fryseren, komplet med gummiringe, klemmer og det hele.  Man kan selvfølgelig tilsætte Atamon, hvis man laver marmelade i så store mængder, at glassene ikke kan være i fryseren.

TIP: Man kan bruge alle andre former for blommer til denne marmelade, f.eks. sveskeblommer eller Victoria-blommer.

 
 
 

29 kommentarer

 
  1. lise de vulpillieres says:

    er konsistensen af den optøede marmelade mon
    som hvis den ikke har været frosset ???

  2. Ja, fuldstændig. Der er overhovedet ikke nogen forskel.
    Isabella

  3. Elisabeth says:

    Lækkert, tak for opskriften! Jeg gik forbi vores røde og gule mirabeller i går og tænkte jeg hellere måtte finde en god opskrift snarest på sådan en marmelade. Og så er det helt perfekt at finde en opskrift fra Isabella Smith, dem er jeg aldrig gået fejl af :)
    Hvis jeg så bare også kunne finde nogle der sælger Mara de bois jordbærplanter i Danmark, så kan det kun blive en rigtig god weekend! :D

  4. Det er et mysterium, at man ikke kan få Mara de Bois jordbær i Danmark, for det må være verdens bedste jordbær. (Til jer der ikke kender det: Det er en mellemting mellem almindelige jordbær og skovjordbær i både smag og størrelse.) Jeg undersøgte sagen i forsommeren og den eneste danske planteskole, der havde dem, var gået konkurs. MEN jeg har fundet et sted i England, der gerne vil sende dem herover: http://www.otterfarmshop.co.uk/
    Email: info@otterfarm.co.uk
    Isabella

  5. Elisabeth says:

    Vidunderligt, tusinde tak for hjælpen!
    Det var samme planteskole jeg prøvede at få fat på uden held, også i forsommeren.
    Selv har jeg til gode at smage disse jordbær, men de bliver rost til skyerne i internationale blade og ditto hjemmesider, og så bliver min nysgerrighed da vakt.

    Med lidt held smovser vi i Mara de Bois næste sommer, og lur mig om ikke der vil blive udbragt en skål til ære for dig, Isabella :)

    Elisabeth

    • Det er et helt fantastisk bær, vi spiser det i store mængder, når vi er i Frankrig. Der har jeg i øvrigt set dem dyrket i ‘hanging baskets’, der hang i lange rækker i drivhuse. På den måde får man tidlige bær og undgår skader fra regn og snegle. Da jeg så det, tænkte jeg, at det også var en ret oplagt idé til private drivhuse. Held og lykke med det!
      Isabella

  6. Elisabeth says:

    Jeg har godt hørt og set det med at hænge jordbær i ampler blandt andet i Country Living og har altid tænkt at det var smart, men uden at få afprøvet det selv. Det ser så romantisk ud, så måske det var på tide at prøve det.
    I øvrigt går jeg rundt og drømmer om t komme på et Isabella blomsterbinderkursus, som I afholdt for nogle år siden. Måske har jeg bare overset dem?

    Elisabeth

    • Nej, det har du desværre ikke. Vi fik dræbersnegle i vores store skærehave her på Hesede Hovedgård for nogle år siden og vi blev derfor nødt til at nedlægge den.
      Isabella

  7. Karin says:

    Fantastisk lækker marmelade. Tak for en god opskrift.
    Karin

  8. Hanne says:

    Skøn skøn marmelade, sødt og syrligt på een gang, men men…….er der nogen som har en snedig måde, hvorpå man kan fjerne stenene. Jeg synes det var et stort arbejde, at fiske stenene op, en efter en. Det gør nok desværre, at jeg ikke vil lave marmeladen igen, til trods for at den smager skønt. Håber på et godt fif……

    • Jeg tror, du er begyndt at fiske stenene op for tidligt. Når marmeladen har kogt nogen tid, flyder stenene op til overfladen og kan tages op med en hulske. Det har jeg åbenbart ikke fået beskrevet godt nok, det beklager jeg. Efter man har fisket alle dem op, man kan se, er det en god idé at røre i gryden, da der vil altid være nogen, der gemmer sig hist og her. De sidste kan man fiske op, når man hælder marmeladen på glas.
      Det glæder mig, at du kunne lide marmeladen, trods besværlighederne.
      Isabella

    • Gyda says:

      Du kan købe en kirsebærudstener så er du sikker på at alle sten er fjernet inden du koger mameladen.

  9. Hanne says:

    Tak for hjælpen….ja, jeg har nok begyndt at “fiske” for tidligt. Så vil jeg helt klart lave en portion mere, før mirabellerne bliver for modne. Den smager jo skønt, og er god at give som værtindegave.

  10. Ina says:

    Fin blog du har fået.
    Marmeladen er super god. Jeg kogte den i søndags, og vi har allerede spist det første glas :-) Men jeg var nok også lidt for utålmodig, så jeg brugte meget lang tid på stenfiskeri. Næste gang får blommerne lov til at koge noget længere.

    • Endnu engang må jeg beklage, at jeg ikke fik dette præciseret i opskriften. Jeg har lavet denne marmelade i så mange år (det er min mors opskrift), at det forekommer mig helt naturligt, at stenene flyder op til overfladen. Men det er det selvfølgelig ikke.
      Isabella

  11. Marianne says:

    En løsning på “stenfiskeriet”. Når stenene har løsnet sig, hælder jeg indholdet i en si med “store” huller – faktisk en madam blå si og 1-2-3 røre rundt og så er den herlige saft retur i gryden og stenene opsamlet i sien. Så koger jeg saften op og vupti – ja som allerede skrevet den herligste marmelade, som bla. er fantastisk i en chokoladekage a la sachertorte :-) God søndag

  12. Susanne says:

    Jeg har lavet en variation af mirabeller og en smule rabarber i, samt økologiske vaniljestænger, det smager super godt. Jeg bruger rørsukker og ikke noget med ekstra stivelse, det er fint fast alligevel.
    stenene skal koges med et godt stykke tid. Så gjorde jeg det, at jeg tog stavblenderen og kørte et par gange, lod marmelade løbe i gennem et dørslag, og der lå alle stenene. Super nemt.

  13. To rigtig gode løsninger på stenfiskeriet – godt tænkt! Rabarberversionen lyder skøn, den må prøves ved lejlighed.
    Isabella

  14. Julie says:

    Havde ellers opgivet marmelade af mine mirabeller, så godt at vide man bare skal være tålmodig. Jeg har i stedet lavet saft og gele. Bl.a en gele med de røde mirabeller og lavendel (ca. 1 spsk tørret lavendel pr kg mirabelle, når de koges). Meget populært hos min niece som kalder det for princessegele. Men nok mest pga. farven.
    Jeg har også prøvet at lave opskriften med nogle dråber lavendelessens. Supplere det syrlige rigtig godt.

  15. Anne says:

    Jeg lavede denne marmelade første gang sidste år hvor jeg fandt den på din hjemmeside og er også den eneste marmelade jeg laver. Den smager nemlig så dejligt. Ja selv min mand somikke er vild med abrikoser syntes den er god, specielt til brie og rødkitoste. Har lavet den en gang i år, da jeg havde frosset en porion mirabeller ned og skal ud at plukke nye i morgen søndag.

  16. Anja Egeriis says:

    Ang. Mara de Bois – de står ikke på Otterfarms hjemmeside længere, men de kan fås her for 23 Euro incl. fragt (10 planter): http://www.pflanzenhof-online.de/advanced_search_result.php?keywords=mara+de+bois

    Jeg blev så lækkersulten af at læse jeres kommentarer, at de er bestilt!

    • Hvor godt! Skriv gerne igen, når du har modtaget dem, det vil være rigtig spændende at høre om de kom godt frem. Og du kan godt glæde dig: Danske jordbær, som jo er rigtig gode, blegner ved siden af Mara de Bois…
      Isabella

  17. Anja Egeriis says:

    Så er de landet, og de er meget fine! Der er faktisk en del små bær på, så de bliver sat i potter i drivhuset – måske når nogle af dem at modne…

    https://picasaweb.google.com/lh/photo/pisDNQsIK_QUhOLY8pvt3hv-fwmWlhMi3q_5SCJ0UbQ?feat=directlink

  18. Lene Søndergaard says:

    Jeg kan anbefale marmelade af mirabeller, æbler og vanilje – det er nemlig hvad min have byder på! Og det smager fantastisk…og måske endda lidt bedre, fordi det er hjemmelavet :)

  19. sanne Lind says:

    jeg fik engang nogle rigtig dejlige jordbær i Sverige. De hed noget med abraham. Jeg har ledt i svenske planteskoler uden held. Kender i dem?

  20. Filip Jørgensen says:

    Tak for en rigtig god opskrift, jeg har lavet den med blå blommer og den smager bare helt fantastisk :-)
    mvh

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 11 + 12 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).