Bananmuffins med kanel

 

Hurtige at lave og med en god, svampet krumme: Disse muffins er perfekte til eftermiddagsteen, men holder sig på grund af det store indhold af bananer fantastisk godt. De er derfor rigtig gode til madpakken eller til at spise på vej ud af døren en travl morgen.



Fremgangsmåde:

350 g mel

1½ bagepulver

½ tsk natron

2 tsk stødt kanel, plus lidt ekstra til at drysse med

160 g sukker, plus lidt ekstra til at drysse med

2 dl yoghurt naturel, f.eks. Løgismose 6% (almindelig, fedtfattig yoghurt naturel kan også bruges, men brug i så fald en dl mere og skær tilsvarende ned på vandet. Kærnemælk kan også bruges, brug i så fald 3½ dl og undlad vandet helt.)

1 æg

1½ dl vand

70 g smør

400 g moset banan (ca. 3 store bananer)

Sæt ovnen på 175 grader. Kom de tørre ingredienser i en skål og pisk dem sammen med en elpisker. Kom vand, æg og yoghurt i en skål eller kande og pisk det sammen med en gaffel. Hæld blandingen i melblandingen og pisk dejen sammen med elpiskeren. Smelt smørret og pisk også det i. Mos bananerne med en gaffel, de behøver ikke at være fint mosede, og pisk også dem i. Hæld dejen i en muffinform beklædt med muffinforme af papir. Til store muffins som på billedet skal du fylde formene op til randen. Ønsker du lidt fladere og mere madpakkevenlige muffins, fylder du kun formene ¾ op. Bland et par skefulde sukker med lidt kanel og drys blandingen over de ubagte muffins. Sæt dem i ovnen og bag dem i ca. 30 minutter. Tjek om de er færdige ved at stikke en kødnål i dem: Der må ikke være flydende dej på den, når du trækker den ud. Er du stadig i tvivl, kan du simpelthen brække en muffin midt over og se, om kernen er gennembagt. Skriv bagetiden ned, når dine muffins er færdige, så har du den nøjagtige bagetid til næste gang. Hvis du kun fylder formene ¾ op, skal dine muffins bage noget kortere, ca. 20 minutter.

 
 
 

3 kommentarer

 
  1. Lis says:

    Kan man evt. lave det som en alm. kage,
    hvis ja skal der så ændres i bagetid etc.?
    Hvor mange muffiens bliver der ca. af denne portion, hvis man laver de store?

    • Det kan du sagtens. Og ja, du skal ændre bagetiden, jeg vil tro, at en hel kage skal bage 35-45 minutter. Hvis du laver de store muffins vil jeg gætte på, at du får omkring den halve mængde, for der skal virkelig meget til at fylde de store forme med dej. Jeg beklager det sene svar, men håber, du får glæde af opskriften alligevel. Mvh Isabella

  2. Katja Hansen says:

    Hvor er de bare gode – mums. Kan klart anbefales.

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 13 + 8 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).