Efterårsfarver i haven

 

De varme lilla, røde og orange farver hører efteråret til. Men man har en tendens til at glemme dem, når man står på planteskolen om foråret, fordi man på det tidspunkt længes så meget efter sommerens glade, lyse farver. Tag i stedet på planteskolen nu, hvor det er faktisk er aller bedst at plante – og bliv inspireret til de smukke efterårsfarver her.

Der er et gammelt ord der siger, at planter, der bliver plantet om efteråret vil gro, mens planter, der bliver plantet om foråret, kan gro. Med hvilket der menes, at efteråret er det bedste tidspunkt at plante på, fordi planterne får god tid til at etablere sig i. Men nu er det altså sådan, at langt de fleste planter bliver plantet om foråret, typisk i påskeferien, hvor man har fri og god tid til både at grave og tage på planteskolen. Det er bare ikke så godt, hvis man er en plante, for så er der ikke så langt tid til at slå rod, før varme og tørke sætter ind. Det kan ske allerede i maj. Passer man ikke planterne med vand på det tidspunkt, risikerer man at de går ud. Godt for planteskolerne, for så skal du nemlig derned igen og have nogle flere planter, men ikke så godt for pengepungen, ryggen og humøret. Tag i stedet på planteskolen nu. Vejret har været varmt i de sidste uger, hvilket betyder, at jorden er varm og ikke alt for våd og leret. Det giver planterne den allerbedste begyndelse. Samtidig har du alle de planter, der blomstrer lige nu, i klar erindring. Den bedste have er nemlig den, der har noget at byde på i alle årets måneder.

Til venstre hyben fra den skønne rose, Rosa glauca. Rosa glauca bliver til en ca. 2 meter høj busk, der blomstrer i juni med små kirsebærrøde og hvide, enkelte blomster. Selv om de er søde, er det ikke for blomsterne, man skal dyrke den, men for dens fantastiske grågrønne løv og smukke, brændt røde hyben. Rosa glauca er simpelthen et must, hvis du kan lide at binde buketter. Den er fulstændig ukompliceret at dyrke. Til højre en af de bedste sensommerstauder, nemlig Helenium ‘Moerheim beauty’ (solbrud på dansk), der danner teglstensrøde blomster. Super smuk sammen med blå stormhat.

 

 Der er noget fantastisk over at gå ud i haven en efterårsdag, hvor alt er vissent og brunt med undtagelse af en dyb, rød rose. Den oplevelse kan man få med denne engelske rose, der hedder L.D. Braithwaite. Jeg har haft den flere gange, og min erfaring er, at den skal stå et lidt beskyttet sted, hvor den ikke tørrer for meget ud, for at trives. Til højre Sedum ’Ruby Glow’ (stenurt), der er rigtig god forrest i et staudebed, f.eks. foran dahliaer.

 

Jeg er personligt ikke så vild med de lyserøde høstanemoner, som jeg synes er for forårsagtige og sarte til denne årstid. Men denne, der er mørk pink, er super (billedet til venstre). Den hedder Anemone × hupehensis ’Rubra Plena’. Der findes flere mørke høstanemoner, også nogle med fyldte blomster, der også er super smukke. Til højre den smukke ærteblomst ‘Beaujolais’ på sit allersidste. Den kan selvfølgelig ikke sås nu, men når foråret kommer kan man huske sig selv på at så nogle så sent som i midt i maj. De vil nemlig blomstre her sidst på sæsonen. 

 

Til venstre sommerblomsten Amaranthus ‘Pygmy Torch’ (rævehale), der skal sås om foråret, men som igen er en af dem, man lige skal huske sig selv på om foråret, når man egentlig bare længes efter mængder af ærteblomster i søde pastelfarver. Den skønne dahlia til højre er Con Amore, som vi havde til salg i foråret og som er en af de bedste mørkerøde dahliaer.

 Hortensia er en af de planter, der gør sensommeren til et højdepunkt i haven. Her er det sorten ‘Hot Red’, der får de mest fantastiske, mørke, rødlilla blomster. Det er lykkedes os at få nogle hjem til butikken her til weekenden den 1.-2. oktober.

Parykbusk (til venstre) er med sine smukke, mørke blade fantastisk, hvis man lide at binde buketter og er det i det hele taget utrolig smuk bagerst i et staudebed. Husk bare, at det bliver en stor busk, på størrelse med en velvoksen jasmin eller større endnu. Så der skal være god plads til den. Til højre paradisæbler. Jeg havde tre paradisæblertræer stående på en række foran mine køkkenvinduer i en tidligere have og elskede dem, både når de blomstrede om foråret og når æblerne fik farve om efteråret.

Kør igennem en hvilken som helst dansk landsby på dette tidspunkt af året og man vil se kombinationen af lilla asters og gule gyldenris. Den er så almindelig og mormor-agtig, at man aldrig ville finde på at plante den i haven. Men almindeligt er ikke nødvendigvis dårligt! Det er en forrygende kombination, der for min skyld gerne må få en renæssance, også i de trendy haver.

 
 
 

5 kommentarer

 
  1. Pia says:

    Det er en fryd at læse alle dine gode tips, og se de flotte flotte billeder. At besøge din blog og webshop, er ti gange bedre end at købe de nyeste boligblade!
    Tusind tak for al den inspiration, jeg får i både din shop og på din blog:-)
    /Pia

  2. Marlene says:

    Det er – underligt nok – faktisk først for nylig, at jeg har opdaget din blog – er ellers ret aktiv inden for denne verden. Og det har været en fejl! Den er jo fantastisk flot.

    Jeg er også glad for asters, og de er fantastiske i buketter. De mere skrappe farver slår jeg altid et slag for, og trenden er da også ved at vende.

    Jeg har for nylig spurgt dig på din Facebook-side, om du ikke kunne overveje at lave nye TV-udsendelser igen? Er godt klar over, at du selvfølgelig ikke er ene om at bestemme dette. Jeg husker stadig dine skønne udsendelser fra omkring år 2000, og jeg nød dem virkelig, og i år har jeg nævnt dem for en del ude i det danske haveland, og faktisk alle husker udsendelserne og vil gerne se nogle flere!!! ;-)

    Vi ser nærmest de samme have-personer i TV konstant, og det er ret kedsommeligt. Desuden havde dine udsendelser en tilfredsstillende kombination af have, hus og mad.

    Mange hilsner

    Marlene

    • Bloggen er jo ret ny, så det er ikke så underligt, at du først har stødt på den nu:) Jeg har ikke nogle aktuelle planer om at lave tv, men man kan jo aldrig vide. Men det er dejligt at høre, at du kunne lide udsendelserne!
      Isabella

  3. Pernille says:

    Ej.. Isabella.. Det gad jeg også godt se, hvis du kom på tv igen igen.. smiler

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 7 + 14 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).