Få flere blomster til næste år: Grav dine dahliaer op nu

 

Den første nattefrost har gjort sin dramatiske entre i haven. Smukt ser det ud, men på blot en nat er dahliaermes farvestrålende blomster faldet sammen og det er derfor tid til at grave dem op. Læs her, hvorfor man gør det og hvordan du gør det mest praktisk.

Der er næsten ikke noget smukkere end når den første nattefrost kaster sin glitrende, hvide eventyrstemning over haven en klar oktobermorgen. Netop sådan har det været i de sidste par dage og for erfarne have-ejere betyder det, at det nu er tid til at grave dahliaknoldene op. Det vil sige: Der sker ikke noget ved at lade dem blive liggende i en måneds tid eller to længere, men det bliver sværere at grave dem op i takt med at jorden bliver koldere, og så snart blomsterne er visne, kan man ikke se, hvilken der er hvilken. Lader man dem ligge i jorden vinteren over, vil de gå til, med mindre vinteren bliver meget mild. Her på Hesede har vi faktisk oplevet, at nogle dahliaknolde, der lå i et bed tæt på husmuren og som ikke var blevet gravet op, fordi de ikke var så spændende, overlevede flere vintre i træk. Men det var i de milde vintre, vi havde nogle år siden. Som hovedregel skal de op, hvis man vil lægge dem igen til næste år.  

Flere blomster til næste år

Hvis man synes, det er for bøvlet at grave knoldene op, kan man selvfølgelig bare lade dem gå til og købe nogle nye til næste år. En dahliaknold koster jo ikke mere end mange af de blomster, vi køber til vores krukker, og som også kun lever en sommer. Men det sjove ved at gemme dahliaknoldene er, at den lille knold, man begyndte med det ene år, bliver større for hvert år og derfor også giver mange flere blomster for hvert år, der går. Efter nogle år kan man dele knoldene og på den måde udvide sin bestand af dahliaer. Når man læser havebøger, kan man godt få det indtryk, at dahliaknolde i løbet af vinteren helst skal opbevares under nogle helt specielle omstændigheder, nærmest som om det var årgangsvin, der er tale om: Lagt i spagnum i kasser, der stilles køligt, men frostfrit, f.eks. i en kælder. Men det jo ikke altid, man lige har sådan et sted og det er min erfaring, at knoldene også klarer sig fint i stuetemperatur. Det er i hvert fald bedre, at de ligger lidt for varmt, end at de får frost i en garage eller et skur. Husk også at sætte kasserne et sted, hvor der er musefrit, eller dæk kasserne til med et finmasket net, så musene ikke kan komme ned i dem. At se de knolde, man har passet på i flere år, bliver til musenes julemiddag er temmelig ærgerligt.

Man kan tydeligt se på blomsterne, at den første nattefrost har været der. De er faldet sammen. Får vi mere frost i de næste dage, vil de hurtigt blive helt sorte og slatne.

Man kan selvfølgelig godt klippe dahliaerne ned, inden man graver dem op, men jeg synes, det er smartere at grave dem op med blomster. Ellers risikerer man nemlig meget hurtigt at blande de forskellige sorter sammen.

Lad 5-10 cm af stænglen blive siddende. Resten klippes af.

Læg en blomst ved hver knold, så du har styr på, hvilken der er hvilken. Knoldene her blev lagt for første gang for to år siden. Som man kan se, er knoldene mange gange større end de var, da de blev anskaffet.

Sæt et navneskilt på knolden. Hvis du ikke kan huske, hvad dahliaen hedder, kan du nøjes med at angive farve og type, f.eks. mørkerød kaktus. Du vil blive utrolig glad for dig selv, når du til næste år har styr på, hvilke knolde der er hvilken farve!

 
 
 

4 kommentarer

 
  1. Eva says:

    Det ser godt ud når man har nogle lækre trækasser til georginerne. Det vil jeg da liiiige overveje om det er noget vi må anskaffe os.

    Tak for tippet. Det er altid hyggeligt at kigge forbi din blog. Jeg har ikke gravet dem op med blomster, men det er da heller ikke nogen tosset ide. :)

    Jeg ønsker dig en super weekend, og så godt at du holder lagersalg på Hesede.Det må vi nok også lige lægge ind i kalenderen.

  2. Ann Thind says:

    Super dejligt at se det trin for trin, når det ikke er noget man har prøvet før-
    God weekend :-)

  3. Lisbeth Simonsen says:

    mine er taget ud af krukkerne, har nemlig ikke plads til at opbervare dem i krukkerne, hvilket ellers ville være nemmere. Tak for din dejlige blog, har været fan af din i årevis.

  4. Johnny Sørensen says:

    Hej Isabella.
    Jeg fotograferer mine Dahlia når de er i fuldt flor, printer ud og laminerer.
    Billederne bindes på stænglerne før de sidste blomster er væk.
    Så er der styr på dem.
    Venlig hilsen
    Johnny

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 11 + 9 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).