Pæretærte med vanille og crumble

 

Brug efterårets pærer til denne meget engelske kage lavet med crumble-dej. Det er en sød og saftig kage, der sagtens kan spises som dessert. En rigtig lækkerbidsken, der kan laves i forvejen og lunes forsigtigt i ovnen.

Denne kage er lavet med crumble-dej, dvs. dej, der smuldres og som derfor hverken skal æltes eller rulles ud. Man hakker simpelthen dejen sammen i en foodprocessor og bruger denne smuldrede dej til både kagens top og bund. Man kan købe frosne tærte-sæt med crumble-dej i større supermarkeder og jeg kan hilse at sige, at det smager ganske afskyeligt – tro ikke, at det er sådan, crumble-kager skal smage. Denne meget engelske måde at lave kager på er nemlig virkelig en delikatesse og kan sagtens bruge som dessert. Kagen her er bagt i en springform på kun 20 cm i diameter. Vi har normalt disse små springforme til salg på hjemmesiden, men de er udsolgt pt – jeg regner med, at de kommer på lager igen først i november. Bager du kagen i en almindelig springform på 23-24 cm i diameter, vil den blive fladere, med mindre du øger mængden af både dej og fyld. En flad kage smager naturligvis lige så godt, men pas på bagetiden, for den skal selvfølgelig ikke bage så længe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Ingredienser:

250 g mel

125 g kokos (bryder man sig ikke om kokos, kan fint hakkede mandler bruges i stedet)

75 g sukker (stødt melis) + 50 g til frugten

75 g lyst muscovadosukker + 50 g til frugten.

250 g smør

2 spsk vanilleekstrakt (eller 2 spsk vanillesukker)

6 ikke for store pærer, f.eks. Clara Frijs. Uskrællet skal pærerne veje 600 g i alt.

Flormelis til at drysse med

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen og stil den på 180 grader. Hak mel, kokosmel og smør i en foodprocessor til det bliver klumpet. Brug iskoldt smør, da blødt smør vil få dejen til at samle sig og det er ikke meningen. Tilsæt sukker og muscovadosukker (i alt 150 g). Hak igen.
Skræl og udkern pærerne og skær dem derefter i skiver på ca. ½ cm.  Bland de to slags sukker, vend pærestykkerne i sukkeret og tilsæt vanilleekstrakten. Vend pærestykkerne godt, så sukkeret og vanillen bliver jævnt fordelt.
Smør en springform på 20 cm i diameter (man kan godt bruge en større springform, men reducer i så fald bagetiden med 10 minutter.) Hæld halvdelen af dejen ned i formen og tryk den godt fast med fingrene. Hæld pærestykkerne over dejen. Hæld resten af dejen over pærerne og tryk godt til. Kagen vil nå helt op til springformens kant, men vil falde lidt sammen under bagningen.
Sæt kagen midt i ovnen og bag den i ca. 40 minutter, men se til den efter de første 20 minutter. Hvis kagen allerede nu er blevet pænt gylden, lægges et stykke sølvpapir over kagen, så den ikke bliver brændt. Kagen er færdig, når den er gylden på toppen, pærerne føles møre og saften fra pærerne bobler lidt op igennem dejen. Tag kagen ud og lad den blive kold i formen. Løsn springformen og hæld den væde, der måtte have dannet sig, fra. Tag kagen ud af springformen, læg den på et fad og drys den med flormelis. Server kagen med creme fraiche.

TIP: Man kan bruge æbler i stedet for pærer. Brug et spiseæble med masser af smag, f.eks. Cox Orange.

 

 
 
 

4 kommentarer

 
  1. Charlotte Marqvartsen says:

    Denne pæretærte ser enorm lækker ud!! Den skal jeg helt sikker have lavet..har nu printet opskriften ud.
    God weekend

  2. Trine says:

    Lakridssirup er også et hit sammen med denne pærekage (undlad at bruge kokos i dejen).

  3. Kathrine says:

    Gør det noget hvis pærerne er lidt overmodne?

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 3 + 2 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).