De bedste marinerede sild

 

Vil du lave sild til jul, må du ikke gå glip af denne opskrift, der er en af mine bedste. Min mor fik den af en veninde, der tilbage i 50′erne fik lokket den ud af en kok på en kendt frokostrestaurant. Sildene bliver marineret i en lage, der blandt andet består af mælk, olie, eddike, sukker og masser af dild. Det lyder mærkeligt, men tro mig, resultatet bliver fantastisk.

Denne opskrift stammer fra en af min mors veninder, en overmåde smuk og charmerede dame, der engang i 50’erne fik den lokket ud af en kok på en kendt frokostrestaurant på den betingelse, at hun ikke gav opskriften videre til nogen. Min mor fik den alligevel og omgærdede den loyalt med samme hemmelighedsfuldhed i hele min barndom. Man laver den af gammeldags spegesild, dvs. sild, der er saltede og som skal udvandes. Derefter lægges de i en lage, der blandt andet består af kærnemælk. Lagen ser i det hele taget lidt mystisk ud, når man læser opskriften, men tro mig, det bliver til de skønneste sild med en mild, afrundet smag, der er helt anderledes end de sure, marinerede sild, man kan få på glas. Sildene er overhovedet ikke at svære at lave, hvis bare man køber spegesildene som fileter, så man ikke selv skal filetere dem. Her på landet kan man af og til finde spegesild i tønder hos den lokale Brugs, men bor du i byen skal du nok til en fiskehandler for at finde dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Fremgangsmåde:

30 spegesild-fileter. Spegesild er saltede sild og fås hos fiskehandleren. Hvis fiskehandleren kun har hele sild, så køb 15 og bed ham eller hende om at filetere dem for dig.

2 grønne peberfrugter

3 store løg

Til marinaden:

1/2 l vindruekerneolie

1/2 l rødvinseddike – det skal være gammeldags rødvinseddike og ikke balsamico

1/2 liter sødmælk

1/2 liter kærnemælk

600 g sukker

10 laurbærblade

2 tsk paprika

1 tsk stødt peber

1 tsk tomatpure

1 tsk engelsk sovs

1 stort bundt persille

2 store bundter dild

Læg sildefileterne i et stort dejfad eller lignende og hæld rigeligt med vand over. Lad dem stå køligt med vand over sig i et døgn. Tjek om de er gode nok ved at skære et lille stykke af og smag på det: Sildene må ikke længere være så salte, at du ikke kan spise dem. Hvis de er for salte, skifter du vandet og udvander dem et halv eller et helt døgn længere. Skær fileterne i stykker på 3-5 cm. Læg dem i en stor krukke. Pil løgene og skær dem i tynde skiver, fjern kernerne i peberfrugterne og skær ligeledes dem i tynde skiver. Skyl og hak dild og persille fint. Læg grøntsagerne og krydderurterne over silden. Rør resten af ingredienserne sammen i skål og hæld marinaden over sild og grøntsager. Rør rundt og lad sildene trække koldt i en uges tid, før der spises af dem. Portionen er ret stor, til en lille husholdningen kan opskriften halveres. Sildene kan holde sig ret længe i køleskabet, da olien flyder op til overfladen og laver et konserverende låg. Jeg må ærligt sige, at jeg ikke ved, nøjagtig hvor længe de kan holde sig, men hos os spiser vi af dem til langt ind i januar.


 
 
 

38 kommentarer

 
  1. Anna Marie Birkmose says:

    Disse sild kan ikke anbefales nok. Får nu endelig mulighed for at takke dig for opskriften. Vi har hos os lavet dem næsten hver jul, siden du, Isabella i TV gav opskriften, – for vel ca 10 år siden ? Til dem, der måske er nervøse for sammensætningen sild/ mælkeprodukter kan vi berolige med, at, at de nærmest indgår i en slags ophøjet alliance. De smager bare SÅ godt.

  2. Tove Lyhne says:

    En pragtfuld sild, jeg har lavet dem, til stor glæde for dem der har smagt dem, de kan VARMT anbefales.
    Tak Isabella for at du bragte opskriften i sin tid, kan det ikke passe at det er to år siden?? det tror jeg, det er også lige meget. Til alle sildespisere PRØV DEN.
    Med venlig hilsen Tove Lyhne
    P.S. nu vil jeg i gang med plumkagen.

    • Faktisk afslørede jeg denne opskrift allerede i min julebog (med nogen kval, da jeg lidt fjollet stadig følte, at opskriften var tophemmelig, selv om kokken må have været gået på pension forlængst) allerede i år 2000 og i fjernsynet nogle år senere. Men det er fuldstændig rigtigt, at den også var med i julekalenderen for to år siden. Der kommer jo hele tiden nye læsere til, der ikke har set opskriften før:)
      Isabella

      • Marlene says:

        Og så spørger jeg så endnu engang; laver du ikke snart tv igen?

        • Marlene, jeg laver i øjeblikket tv på TV2 ØST. Du kan se det seneste af programmerne på nettet ved at følge dette link: http://www.tv2east.dk/video/2012-12-04/kraemmerhuset-2

          • Marlene says:

            Kom lige i tanke om, at du måske havde svaret :-) Jubii jeg vil straks gå ind og se programmet og give beskeden videre til familie, venner og netværk :-)

            Kh. Marlene

          • Marlene says:

            Ser faktisk, at det står nævnt på forsiden af din hjemmeside, som jeg ellers ofte besøger (har bestilt der flere gange i år!).

            Og der er jo MANGE programmer – jubii…. Holder du foredrag? Hvis ja, pris? Du kan evt. svare mig på min mail.

            Tak på forhånd.

            Mange hilsner

            Marlene

  3. Lene Bagger says:

    Det lyder lidt spøjst med den lage som sildene skal lægges i, men jeg vil prøve at lave dem til vores julefrokost, jeg har fuld tillid til Isabella, som jeg er stor fan af.
    PS. Hvor ville jeg dog ønske at TV ville genudsende udsendelserne med Isabella.
    hilsen og god jul – Lene

  4. mette says:

    Jeg er ny læser og syntes det er dejligt du deler opskrifter og andet med os. Det er rigtig godt at følge med her på siden, giver lige et lille pust i hverdagen. Jeg vil også ønske dine tv udsendelser bliver genudsendt.

  5. Ulla says:

    De må prøves til julefrokosten 2. juledag :-) tror bare lige jeg kvarter ned, det er en ret stor portion.

  6. Beate says:

    Jeg gleder meg til å prøve denne, men har et lite spørsmål. Hva er engelsk sovs? Jeg forstår at det er en saus, men hva slags? Worcester sauce?

    • Ja, netop, engelsk sovs er en dansk udgave af Worchester sovs. Det er ikke helt det samme, men du kan sagtens bruge Worchester sovs – der skal jo ikke så meget i, så jeg tror ikke, man bemærker forskellen.
      Held og lykke med det, jeg håber, du bliver glad for sildene!
      Isabella

  7. Hanne says:

    Sildene er fantastiske og jeg har lavet dem i mindst 10 år. Børnene kaldte det brækspanden, men spiser med stor fryd af dem( ligesom de voksne) – de er nemlig milde og lækre

  8. Kit Worm says:

    Er med på heppeholdet. DE er GODE! Lavede dem for mange år siden og NU skal de laves igen. Dejligt at blive mindet om opskriften igen:-)

  9. Jette Dansøn says:

    Ja, jeg har også lavet dem til en julefrokost, og alle var begejstrede for dem. Så tak for opskriften.
    God jul

  10. Solveig says:

    Kære Isabella
    Disse sild er fantastiske. De hører med til vore absolutte julehits og opskriften er givet til rigtig mange. Vi har spist dem siden vi første gang fik opskriften i TV og hos os hedder de bare : Isabellas julesild.
    Spegesildene skal være de gode store islandske, som vi hiver op af tønden hos HØKEREN i Kerteminde, eller bestiller hos fiskemanden – Udbenede, det er det nemmeste..
    Tak for opskriften og Rigtig Glædelg Jul

  11. jennifer hald says:

    Læser jeg rigtigt?
    ½ liter olie
    ½liter rødvinseddike
    ½liter sødmælk
    ½liter kærnemælk
    Jeg vil gerne lave dem, men tænkte at 2 liter væske var rigeligt.
    Så har jeg forstået opskriften rigtigt? God jul..

    • Du læser helt rigtigt. Der skal være så meget væske. Det er en opskrift, der lyder ret besynderlig, det er jeg helt enig i, men resultat bliver super godt. Held og lykke med det.
      Isabella

  12. Anni says:

    Hej Isabella!
    Jeg bor i Østrig, og kan i hvert fald ikke faa spegesild, nogle gange kan jeg faa hele, ferske sild, men saa skal de først saltes! Mon det ville blive helt ved siden af, hvis jeg prøvede med hvide marineret sild, dem kan jeg nemlig faa her.
    Jeg har for mange aar siden smagt en julesild, den var færdigkøbt, men smagte pragtfuld og siden har jeg flere gange prøvet at lave den selv, men den blev aldrig helt rigtig! har du mon en opskrift paa den saa ville jeg blive rigtig glad.
    mange hilsner fra Wien

    • Anni, jeg har ikke andre opskrifter på julesild i ærmet, end den du ser her og som jeg altid selv laver. Men jeg tror godt, du kan bruge marinerede sild til den. Læg dem evt. i koldt vand i nogle timer, så smagen af den færdige marinade forsvinder og læg dem så i marinaden som beskrevet ovenfor. Jeg har ganske vist aldrig selv prøvet at lave dem på den måde, men det burde virke.
      Isabella

  13. Kenny says:

    Kan man bruge friske sild, der ikke i forvejen er saltede? Glæder mig til at prøve opskriften.

  14. Kirsten Iversen says:

    Jeg er skeptisk, fordi vi i min familie elsker sild – - – -
    og så denne opskrift med mælkeprodukter lyder jo mærkelig.
    MEN vil selvfølgelig prøve.
    Glæder mig…..

    • Jeg er helt enig, den lyder mærkelig, men jeg tror ikke, du bliver skuffet – jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen, der ikke kunne lide disse sild…Isabella

  15. Jeanette says:

    Hej Hej, disse sild skal bare prøves!! Men er altså lidt i tvivl om hvor meget et bundt persille og 2 bundter dild er? Passer det mon hvis jeg køber de almindelige små potter i supermarkedet? Mvh Jeanette

    • Hej Jeanette, nej, der skal meget mere til. Det bedste er, hvis du kan finde en rigtig grønthandler, de plejer nemlig at sælge solide bundter af dild og persille, der også smager af noget. Hvis du ikke kan finde en grønthandler plejer man i supermarkedet at kunne få bakker med såkaldt frysepersille, dvs. store bakker med kruspersille. Du skal bruge omkring halvdelen af sådan en pose eller bakke.Hvis du ikke kan få fat i andet end de små potter med dild, skal du bruge omkring 6 potter. Men prøv en grønthandler, det er billigere og smager bedre:)

  16. kamma says:

    hej isabella. du havde engang en mandelsild,men jeg har mistet den.

    mvh kamma

  17. Rita says:

    Hej Isabella
    Jeg prøvede din sildeopskrift i dag, men opdagede til min store forskrækkelse i aften at jeg har glemt at komme vindruekerneolien i ….hvad gør jeg nu?? Tager det hele ud af krukkerne igen??

    • Kom bare olien direkte i krukken, hvis den er så stor, at du kan røre rundt i det. Jeg tror, at olien tilsættes for at konsevere, ligesom når man laver confit de canard. Den lægger sig jo på toppen og silden kan holde sig virkelig længe. Så der skulle ikke være sket noget:)

  18. Henning says:

    Kan man ikke bruge olivenolie istedet for vindruekerneolie ??da det tilsyneladene er for at konservere sildene

    • Det kan du selvfølgelig godt rent teknisk, men jeg tror, det giver en forkert smag til denne ret, der er meget nordisk med masser af dild, kærmemælk osv. Olivenolie smager jo meget kraftigt, mens vinderuekerneolie næsten ikke smager af noget.

      • Hans says:

        Hej Isabella,
        Kan man bruge andet end sukker f.eks agave eller stevia, eller honning.

        • admin says:

          Ja, det vil jeg tro, men du må prøve dig frem, da jeg selv aldrig har brugt andet end sukker til disse sild.

  19. Marie Henschen says:

    Nej, nej. Man kan IKKE bruge olivenolie, det giver en helt forkert smag.

  20. solveig wainø says:

    rigtigt godt og glædeligt nytår til alle.

  21. Jesper Heibøll says:

    Lavede silden til julefrokost sidste år, og det var dagens sildehit. Den er dælme også god. Havde glemt, hvor jeg havde fundet den, så jeg var lige ved at panikke. Men nu er jeg rolig igen.

  22. Det lyder jo som den helt rigtige sild til juledagene. Har lige fået en snes friskfangede sild fra naboen og med kun 14 dage til jul er det lige med at få timet det rigtigt. Mon det kan lade sig gøre at råmarinere sildene udfra denne opskrift eller måske noget med en lynsaltning i 10 dage?

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 10 + 15 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).