Pak dine gaver smukt ind

 

Pak de mindre gaver ind i smukt papir og nyd synet af stablen, der vokser her i de næste par uger. Se her, hvordan du gør og få inspiration til julens kønneste pakker.

Når man lige undtager trehjulede cykler, ski og standerlamper er det super hyggeligt at pakke gaver ind. Og næsten endnu hyggeligere er det at have dem stående fremme i en stabel, der i dagene op til jul vokser på den mest tilfredsstillende vis. Ingen kan være uenig i, at julen er blevet en ultra kommerciel foreteelse, men der er nu noget forsonende over, at så mange mennesker virkelig elsker at give andre en gave. Fornøjelsen bliver endnu større, når den er smukt pakket ind, både for den, der modtager den og for den, der kan nyde synet af de fine, små pakker i de næste par uger. Hemmeligheden ved smukt indpakkede pakker er at lave skarpe hjørner. For at få skarpe hjørner skal man sørge for, at man ikke bruger for meget papir, især ikke i enderne. Man skal også sørge for at folde hjørnerne helt ind i kanten og at glatte dem de foldede sider, så det bukkede papir bliver helt skarpt. Se nedenfor, hvordan du gør trin for trin. Nederst kan du også se, hvor man kan købe det papir, der er brugt til pakkerne her.

 

 

Leg med farverne, når du pakker gaver ind. Det er med gavepapir og bånd som med buketter: Det bliver hurtigt kedeligt, hvis alle farverne er tone-i-one.

Sådan gør du

1)      Klip et stykke papir, der er så langt, at det kan nå rundt om æsken plus ca. 10 cm.

2)      Klip enderne af, så der er papir nok til at lukke pakken, men ikke meget mere. Er der for meget papir i enderne, bliver de tykke og uhåndterlige.

3)      Fold papiret på den lange led et par centimeter ind og stryg det med hånden, så det får en skarp kant. Pak æsken ind på den lange led, idet du trækker papiret, så det kommer til at helt stramt.Tape det fast med et lille stykke tape.

4)      Lav et hjørne ved at folde papiret helt ind til æsken. Stryg hjørnet med hånden, så kanterne bliver helt skarpe. Tape hjørnet fast med et lille stykke tape. Gentag i den anden ende, men sørg først for, at æsken er skubbet helt ind i det første hjørne, så papiret kommer til at ligge stramt.

5)      Klip et stykke bånd, der er mindst fire gange så langt som æskens længde.

6)      Bind båndet om æsken. Lad enderne gå ind under båndet foran. Stram båndet så meget til, at det ligger pænt stramt om pakken, men ikke krøller papiret, og bind en knude.

7)      Sæt evt. et til-og-fra-kort i båndet.

8)      Bind en lille sløjfe. Store sløjfer bliver tit slaskede og ser sjuskede ud. Klip enderne af.

9)      Pynt evt. med kugler eller kogler. Giv kuglen en lille stilk ved at stikke et ståltråd ind i dens ophæng og sur det sammen. Sur kugler på båndet.

 

 

Den lille gave har fået et rødt bånd og røde kugler rundt om det smukke papir i lilla og røde nuancer.

 

 Bagerst et flot, tykt papir med guldbrokade fra Paperchase i Magasin. Det røde papir med de hvide stjerner er fra Green Gate og kan fås på shoppen, se det her. Papiret med det grafiske firkanter i raffinerede farver er fra Skjalm P. De fire mønstrede ruller papir er alle fra Grønlykke. Rullen med lilla cellofan er fra Søstrene Grene. De små kugler er fra Urban Outfitters. Alle båndene er fra Søstrene Grene.

 
 
 

9 kommentarer

 
  1. Hanne Bentzen says:

    Wow nogen flotte pakker (o;
    Så må jeg bare ud og se om jeg kan finde så flot papir nogen steder?

  2. finn haastrup says:

    Når jeg tænker på den jammerlige indpakning med masser af tape jeg med besvær får lavet, så føler jeg mig helt beskæmmet.

  3. Dorte says:

    Super fint pakket ind, meget inspirerende !

  4. jeg plejer at pynte mine pakker med lakstempel med enten stempel “god jul” , en krone eller med familiens laksegl, det vækker opsigt.

  5. Birgit Mila Sigil says:

    Hvor er det smukt

  6. birthe torp says:

    hvor er de smukke – man får helt lyst til at springe forretningernes indpakninger over og gøre det selv – det vil jeg faktisk overveje..:-)

  7. susanne says:

    Næsten ærgerligt, at vi har afskaffet julegaverne:-)

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 11 + 10 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).