Den naturlige havestil

 

Glem alt om friserede staude- og rosenbede. Nu skal dine bede se naturlige ud på den yndige, tilfældige måde. Se her, hvilke blomster du skal vælge for at få det eftertragtede, naturlige look.

Englænderne har altid været gode til det, man kunne kalde for den rodede havestil og lad mig straks understrege, at rod i dette tilfælde skal opfattes som en udelukkende positiv ting. Målet er, at bedene danner et smukt virvar og at de er så pakkede med planter, at man slet ikke kan se jorden. Luk øjnene og se for dig et almindelig dansk bed, hvor stive roser står på rad og række uden noget som helst ind imellem og du ved med det samme, hvordan englænderne ikke vil have det. I de senere år er stilen blevet taget et skridt videre. Nu skal den være endnu mere løssluppen og mindre friseret, så bedene næsten får samme tætte og uregerlige look som en smuk grøftekant. Det gør man dels ved at vælge planter, der har et vildt grøftekantslook som f.eks. røllike, stjerneskærm og kæmpeverbena og dels ved at så bedene tæt til med både et-årige og to-årige sommerblomster. Resultatet vil se så tilfældigt ud, at man godt kunne få den tanke, at det var naturen selv, der havde dannet dette yndige virvar. Men det skal man selvfølgelig ikke tage fejl af, for i de smukke engelske haver er der altid tænkt over plantekombinationerne. Her er nogle af de blomster, der passer fint til den nye, naturlige stil og heldigvis kan mange af dem sås fra frø.

Rosen på dette billede er den kendte Iceberg, der kan fås på stort set alle planteskoler og som man måske ikke ville falde i svime over. Men her, hvor den står mellem kugletidsler, rølliker og, i baggrunden, lyserøde stolte kavalerer får den et helt nyt udtryk. Lyserød dusksalvie (se den her) ville også være rigtig fint i dette miks.

Enkeblomster er perfekte til det vilde look. Her er de sået sammen med havemelde og stolt kavaler (se dem her).

Der er ingen grund til at give en formue for kæmpeverbenaer på planteskoler, for de er utroligt lette at så fra frø og vil desuden selvså sig, så man altid har dem i haven. Vi har dem i vores sortiment, du kan se dem her. Til højre er de sat sammen med et stativ med ærteblomster, dels en hvid og dels den mørke, tofarvede Matucana, se den her.

Vild kørvel er uundværlig, hvis man gerne vil opnå den naturlige havestil. Her er det sorten ‘Ravenswing’, der danner fine, hvide skærme på mørkerøde stængler. Vi har den på hjemmesiden, du kan se den her. Bladene er helt mørke, du kan se dem nedenfor. I bedet på billedet til venstre er de plantet sammen med mørkerøde akelejer. Til højre en helt mørk studenternelikke, der også ville være en rigtig god partner, den kan du finde her.

Rølliken er kommet stærkt tilbage og ikke kun i den kendte, gule udgave. Her er det en lækker rød, der også er helt perfekt til den naturlige havestil. I det hele taget er røde blomster meget fremme lige nu – helt givet en tiltrængt forandring efter de mange år med lyserøde, hvide og lyseblå blomster.

Solhat er ikke til at komme udenom. Da jeg var i England sidste år var der stort set ikke et bed uden en solhat. Her er det den hvide ‘White Swan’, som du kan læse mere om her. Bag den en af mine yndlingsroser, kobberrose eller, på latin, Rosa glauca. Den danner små, fine, enkelte blomster, men det bedste ved den er det mørke løv, der er fantastisk som fyld i buketter. Til højre bronzefennikel, der også er en skærmplante med et meget naturligt udseende. Man kan ikke se det på billedet, men det fligede løv er helt mørkt (deraf navnet). Den er også let at så fra frø og kan købes her.

Selv op ad en mur eller i et stenbed kan man lave det naturlige look. Her er rød sporebaldrian sat sammen med bakkestjerne (se den her). Sporebaldrian kan købes på planteskoler og kan gro på de mest tørre og ellers umulige steder.

Denne rose hedder Rosa Rosy Cushion og er super populær i England lige nu. Den danner store, brede planter med et væld af små, yndige blomster. Perfekt til den naturlige have!

Der er stort set ikke noget, der så let at få til at lykkes som stolt kavaler, der også er en af de blomster, der bliver brugt rigtig meget lige nu. Man kan få dem i mange forskellige højder og farver, fra ren hvid til dyb karminrød. Vi har flere slags til salg på hjemmesiden (se dem her).

Endnu en star i den naturlige have. På top-tre listen med solhat og stolt kavaler. Let at så fra frø, se den her. Man kan også få den i en super flot mørk udgave, se den her.

Solhat og stolt kavaler igen. Det er lykkedes os at få den nye sort Pow Wow Wild Berry hjem, du kan se den her. Til højre rosen Rosy Cushion.

 
 
 

8 kommentarer

 
  1. Frk. Bogorm says:

    Kan slet ikke vente med at komme i haven. Flyttede ind i oktober, haven er helt ny og der er kun græs og terrasse… Der skal bare sås og plantes SÅ mange blomster!

  2. fru.leger says:

    Hvor er det skønne billeder, jeg glæder mig også til at komme i haven.. jeg har en gammel have, men man bliver jo aldrig færdig med sin have… god start til Frk. Bogorm

  3. Elisabeth says:

    Hurraa, så er Isabella tilbage! Du kan tro jeg har savnet din blog og jeg var faktisk blevet lidt bange for, at den ville blive nedlagt..
    Jeg synes Iceberg i denne sammenhæng er helt utroligt sød.Oftest har den virket for moderne til mig, men det beviser blot, at med lidt fantasi og en evne til at tænke ud af boksen, kan selv den mest moderne rose ligne moget fra et eventyr. :)
    Og nu vil jeg se at få sået mine kæmpeverbenaer, det er så smuk en blomst og vidunderlig i buketter :)

    Mange hilsener herfra

  4. Dette var nydelige bilder, godt du er tilbake på bloggen!

  5. Marlene says:

    Suk ja, det ser helt fantastisk ud – lige min smag.

    Husk dog, at hverken Astrantia eller Echinacea er frøægte.

    Mange hilsner

    Marlene

  6. Have Kirsten says:

    Vidunderlig blog, elsker dine billeder som altid. Det er harmonisk på et helt andet niveau. ;)

  7. Ida says:

    Svensk tv sender onsdage kl. 20 et fint lille program med britiske Alys Fowler og hendes diminutive og dejligt rodede køkkenhave. Nyd det og hendes Jack Russel kaldet Isobel

  8. Deborah says:

    Øh, hvad skete der lige her, for en ellers udemærket blog???

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 5 + 7 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).