Biscotti med appelsin og marcipan

 

Meget mere end en almindelig biscotti: Efter at have fundet denne opskrift kommer jeg aldrig til at lave almindelige biscotti igen. Den har den skønneste krumme, sej og mindre hård end en almindelig biscotti, og en fantastisk smag af syltet appelsinskal, mandler, smør og vanille.

I en af mine engelske kogebøger er hver tiende opskrift markeret med ordene MASTER RECIPE. Det virker lidt komisk sådan at udnævne nogle opskrifter som værende mere mesterlige end andre, men på den anden side kender vi alle fænomenet: Vi har alle en håndfuld opskrifter som aldrig slår fejl, som altid vækker lykke og som vi derfor bruger igen og igen. Denne opskrift på biscotti er en af dem. Jeg fandt grundopskriften på en amerikansk bageblog, men lavede krydringen og fyldet om og lad mig sige det sådan: Jeg kommer aldrig til at lave de almindelige biscotti igen. I disse biscotti er der både smør og marcipan i dejen, hvilket giver dem den herligste sprøde og samtidig lidt seje krumme. Smagen er suveræn, men du kan selvfølgelig eksperimentere med andre sammensætninger. I stedet for syltet appelsinskal kan man bruge syltet ingefær eller rosiner, og i stedet for vanille kan man bruge julekrydderier som stødt ingefær, nelliker og kanel.

Fremgangsmåde:

50-60 stk alt efter, hvor tykke man laver dem

300 g mel

275 g sukker

2 tsk bagepulver

1 spsk vanillesukker

125 g marcipan

125 g smør

2 æg

3 spsk brun rom

125 g mandler

200 g syltet, hakket appelsinskal

Evt. 50 g cocktailbær

Hak mel, sukker, bagepulver, vanillesukker og marcipan i en foodprocessor, eller smuldr marcipanen i de tørre ingredienser med fingrene. Pisk smørret blødt i en anden skål og tilsæt derefter æggene et ad gangen. Tilsæt rommen. Smørret vil stadig kunne ses som små klumper, det gør ikke noget. Rør de tørre ingredienser i. Rør appelsinskallen i. Rør mandlerne i. Hvis du kommer cocktailbær i, skal du forsigtigt vende dem i dejen med en træske her til sidst. Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Den vil være ret klistret, det er meningen. Skær den over i to dele og form hver del til en pølse, der kan ligge på din bageplade. (Hvis du gerne vil have mindre biscotti kan du lave tre tyndere pølser.) Måske skal du bruge lidt ekstra mel til at forme dejen, det gør ikke noget. Bag pølserne forsigtigt ved 175° i 20-25 minutter. Hold øje med dem, de skal være let gyldne, men må ikke blive mørke. (NB! Ovne bager meget forskelligt, så hvis du er i tvivl om din ovns temperatur er det bedre at bage kagerne lidt længere ved svag varme, f.eks. 160°, end at skulle tage dem ud af ovnen efter 15 minutter, fordi varmen har været for stærk. Så vil de nemlig ikke være gennembagte indeni.) Lad pølserne køle af og lad dem ligge natten over. De vil smuldre, når du skærer dem ud, hvis du ikke lader dem hvile. Næste dag skæres de i skiver på 1 cm med en  brødkniv. Efterbag skiverne i ovnen ved 160° i ca. 10 minutter, eller til de har fået farve som perfekt, lyst ristet brød. Lad dem køle helt af.

TIP: Du kan fryse de bagte pølser. De tør hurtigt op, og du kan derfor hurtigt lave dig en plade nybagte småkager, når du har tid til det.

 

 
 
 

28 kommentarer

 
  1. Charlotte says:

    Jeg har altid en dåse hjemmelavede biscotti i huset, fordi alle, der har smagt dem, ønsker sig at få dem igen.
    Denne opskrift er meget anderledes, så den må jeg absolut prøve. Den lyder meget, meget dejlig.
    Charlotte

  2. Inge says:

    Når kagerne efterbages i skiver, skal de så “stå op” eller ligge på bagepladen? Jeg tænker på, om de bliver sprøde og gyldne på begge sider, hvis de ligger ned. Jeg glæder mig til at prøve dem.

    • Jeg lægger dem ned. I de fleste ovne kommer varmen jo også fra bunden af ovnen, så det plejer at virke fint. Men du kan vende dem halvvejs, hvis de ikke har fået nok på undersiden. Held og lykke med det.

  3. Bodil Kaspersen says:

    Dejligt med opskriften på de lækre biscotti, som jeg så dig fremstille i “Kræmmerhuset” på TV Øst sidste torsdag.
    Det var en fornøjelse at gense dig på TV, hvilket også blev en lidt surrealistisk oplevelse, idet jeg samme eftermiddag havde tænkt på, at det kunne være rart snart igen at se Isabella Smith på TV trylle i have og køkken – og så var du lige der!
    Glæder mig dagligt over din julekalender.
    Bodil

  4. wicky says:

    Hej. Lyder godt med marcipan i dejen – og man kan vel også stadig tilsætte mandler :0)

  5. Elin says:

    Sikke lækre Biscotti. Jeg skal i Føtex med det samme og hente marcipan, – så er jeg igang inden frokost ;o)
    Tak for en skøn julekalender, jeg glæder mig hver dag til at åbne den.
    Og ØV, at det kun er TV-Øst-kiggerne, der har glæde af dig.
    God vinterdag, og hilsen fra Elin i Odense

  6. Bodil Kaspersen says:

    Hej Elin (m.fl.)
    Jeg er næsten sikker på, at du via TV Østs hjemmeside kan se programmet “Kræmmerhuset” på din Pc. Start evt. med at google TV Øst.
    God fornøjelse.
    Bodil

  7. Charlotte Ascanius says:

    Dine biscotti lyder så lækre. Er det 175 grader ved varmluft, eller skal de bages i almindelig ovn?

    Mvh Charlotte

    • Jeg bager uden varmluft for at de ikke for hurtigt skal blive mørke og sprøde udenpå og ubagte indeni. Men du kan sikkert sagtens bruge varmluft, husk bare, at du så skal bage dem ved en lavere varmegrad.

  8. pernille says:

    Tusinde tak for de spændende opskrifter, Det er dejligt at prøve noget der er anderledes.

  9. gitte says:

    Hejsa Isabella

    jeg glæder mig hver dag til åbne din julekalender, også dine bage/mad opskrifter sidder lige i skabet, men kommer du ikke snart i fjernsynet?ligesom i gamle dage, det var så hyggeligt. Super dejlig hjemmeside.

  10. Charlotte Ascanius says:

    Mange tak for dit svar og god weekend!

    Mvh Charlotte

  11. Helle Winther says:

    Tak Isabella for dine lækre opskrifter..er meget glad for at vi nu kan printe opskrifterne ud med billeder på igen, det har jeg savnet : ) ønsker alle en rigtig god jul mvh Helle

  12. Annette Bentzen says:

    Hej Isabella.
    Glædermig til at prøve denne opskrift.
    Jeg vil også meget gerne have opskriften på brunkagerne, som der blev vist i TVØst, hvis det er muligt.
    MVH og ønsker om en god jul til hele holdet på “Gården” Annette B

  13. Birthe Risom says:

    Skøn opskrift, jeg bagte dem sidste weekend, og dåsen er nu tom:-)

    Jeg må på den igen.

  14. lillian Hansen says:

    De er ualmindeligt gode, man kan simpelt hen ikke stoppe med at spise dem, når man først er gået i gang.Dog foretrækker jeg at efterbage dem noget mere end 10minutter, faktisk op til ½ time. Så bliver de ekstra sprøde hele vejen igennem.

  15. Britt says:

    Har laget de to ganger og smaken er himmelsk, men resultatet tragisk. Hver gang flyter de utover bakeplaten og blir flatbrød i steden for biscotti. Hva gjør eg galt?

    • De skal jo flyde lidt ud, så måske har du ikke gjort noget galt:) Men de vil holde formen bedre, hvis du kommer pladen med de to dejruller på i køleskabet en time eller to, inden du bager dem. Jeg tror, det vil løse problemet.

  16. Birthe Risom says:

    Problemet med at de flyder ud havde jeg også, men så tog jeg dem ud af ovnen da de havde bagt ca. ½ delen af tiden og skubbede lidt ind i begge sider af rullen og så ind i ovnen igen,og så holdt de faconen:-)

  17. Bodil Romme says:

    Jeg som ellers ikke bager selv blev vakt da jeg så opskriften på biscotti bag min kalenderlåge. De blev rigtig fine og smager skønt. Nu har jeg pakket nogle i en lille pose med et rødt silkebånd om, dem skal min grønthandler have som en julehilsen, da han er så sød at gemme store metal olivendåser til mig. De står og pynter på min terresse med blomster i om sommeren.

  18. Jane says:

    Dem bagte jeg sidste jul og der lækre og lette at lave. God fornøjelse

  19. Annette mygind says:

    I år er dine Biscotti de eneste julekager jeg bager, da alle kan lide dem. Også mine kunder får nogle smagsprøver med, når de køber mine italienske varer.

  20. Kirsten Bang says:

    Det er dejligt med noget nyt, underskønne småkager, ikke kun til jul, dem skulle alle prøve, det gør de ikke bedre i Italien.

  21. Lise Husum says:

    Hej
    Nu bager jeg dem igen igen! De ER bare så lækre og stollen hæver, duften af jul breder sig ;-)

    • Isabella Smith says:

      Hvor er det godt at høre! Jeg håber, at du også bliver glad for Stollen-opskriften. Mvh Isabella

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 13 + 15 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).