Plumkage med abrikoser og sneglasur

 

Plumkager har det med at dele vandene: Nogle elsker dem, andre kan ikke fordrage dem. Her er en version, som de fleste kan lide, fordi den ikke er helt så tung og mørk og fyldt af alkohol som de klassiske engelske plumkager.

Jeg har lavet denne plumkage i mange år. Den blev kreeret fordi min nærmeste familie simpelthen nægtede at spise de traditionelle, engelske plumkager, der er pakkede af mørke, tørrede frugter og derefter dryppet med alkohol som whisky, rom eller brandy i ugevis. Denne her er lavet efter nøjagtig det samme princip, men frugterne er lyse og venlige – abrikoser og lyse rosiner – og alkoholen er amaretto, den klassiske italienske mandellikør. Resultatet er en kage, der på trods af sine lyse og milde smag er nøjagtig lige så holdbar som de mørke.

Ingredienser:

• 250 g tørrede usvovlede abrikoser

• 2 dl Amaretto (eller anden sød likør)

• 1 vanillestang

• 250 g sukker

• 250 g smør

• 4 æg

• saft og skal af 1 økologisk citron

• 125 g lyse rosiner

• 100 g syltet appelsinskal

• 250 g mel

Sneglasur:

• 2 pasteuriserede æggehvider,

• 1 tsk. citronsaft,

• 1 tsk. glycerol (kan købes hos materialister eller på apoteker),

• 450 g flormelis

Fremgangsmåde:

Hak abrikoserne, så stykkerne er på størrelse med rosiner. Læg dem i blød nogle timer, gerne natten over, i Amaretto’en. Blend sukker og vanillestang til vanillesukker. Kom smør i blenderen og blend med. Kom smørmassen over i en skål, bland æggene i et ad gangen, og rør væsken fra abrikoserne i. Bland de tørrede frugter sammen med abrikoserne og vend et par skefulde af melet i. Rør frugten i smør/æggeblandingen. Vend resten af melet i.

Hæld dejen op i en smurt springform. Bag kagen i 1¼-2 timer ved 180 grader. Tiden afhænger af, hvor høj springformen er – en lav form bager hurtigere end en høj. Kagen er færdig, når der ikke hænger dej på en strikkepind stukket i kagen. Eller når et kødtermometer/bagetermometer stukket i kagen viser 95 grader. Tag kagen ud af formen, prik huller i med en strikkepind og hæld lidt Amaretto i hullerne.

Sneglasur:

Pisk æggehviderne stive. Pisk lidt af flormelisen i, tilsæt citronsaft og glycerol. Fortsæt med at piske flormelis i, indtil massen er sej og danner stive toppe. Smør glasuren i et tykt lag på den afkølede kage, og lav små spiraler med top på med en kniv, så kagen ligner et snelandskab. Pynt evt. med to røde cocktailbær og et par blade. Glasuren bliver helt hård, og hele kagen kan holde sig i ugevis i en lukket dåse.

 

 

 
 
 

1 kommentar

 
  1. Tove alstrøm says:

    Hej vil lige skrive for og fortælle at det er nogen
    rigtig gode programer du har kørt med, det har
    set godt ud.
    m.v.h.

    tove

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 3 + 9 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).