Brune kager, der skæres

 

Flere har bedt om den opskrift på brune kager som jeg lavede på TV2 ØST forleden. Så her er den. Det er de brune kager, jeg med sikkerhed laver hvert år, for dejen kan røres sammen på bogstavelig talt under 10 minutter og de smager utrolig godt.

Vi lever i en tid, hvor det handler om at se godt ud, ikke mindst hvis man er en kage. Men hvad med en konkurrence om kager, der ikke ser ud af så meget, men som smager rigtig godt? Sådan én ville jeg fluks melde mig til, for alle mine bedste kager er af den slags, der med garanti ville dumpe ved enhver kage-skønhedskonkurrence. Til gengæld kan jeg godt love, at disse brune kager, der hverken er stukket ud i fine former eller dekoreret med glasur, glimmer, perler eller M&M’s i festlige farver, smager rigtig godt. De er ikke voldsomt krydrede og de er heller ikke bagt med brun farin, hvilket giver dem en delikat, mild sødme, lidt ligesom de tynde belgiske småkager, man kan købe færdige. Man kan skære dem mere eller mindre tyndt ud efter behag, husk bare, at jo tyndere de er, jo hurtige bliver de brændte.

Fremgangsmåde:

250 g smør

250 g sukker

125 g lys sirup

½ tsk stødte nelliker

2 tsk stødt kanel

100 g mandler

10 g potaske

500 g mel

Kom smør, sukker og sirup i en tykbundet gryde og smelt det ved svag varme, til det næsten koger. Rør krydderierne i den varme blanding. Smut mandlerne, mens massen afkøler så meget, at man ikke brænder sig på den. Rør potasken ud med et par skefulde vand. Rør mel, potaske og de hele mandler i dejen. Hæld dejen ud på bordet og ælt den godt igennem. Tril den til pølser, de skal være ca. 4 cm i diameter. Læg pølserne på et skærebræt eller lignende og stil dem i køleskabet. Hvis du har en bageform til flûtes, kan du lade pølserne hvile i den, så beholder de nemlig deres runde facon. Næste dag skæres pølserne ud i skiver på 1-2 mm. De sættes på en bageplade og bages i 6-7 minutter ved 180°. NB! Kig til kagerne allerede efter 5 minutter. Disse kager skal IKKE være mørke, så holdt godt øje med dem. Vær ikke nervøs over, at de virker bløde, når du tager dem ud af ovnen, de bliver sprøde, når de køler af.

 

 
 
 

20 kommentarer

 
  1. I.Simonsen says:

    Ligner dem jeg skal bage i dag så de er GODE ! :-)

  2. Linda says:

    Hejsa!

    Hvis man nu gerne vil have smagen fra det brune sukker (evt. muscovado), kan man så uden problemer erstatte det hvide sukker med brunt?

    Linda

  3. Lone says:

    Min erfaring er, at dejen med fordel kan laves i god tid og fryses i skærelar pølser – lige til at tø op, skære og bage når behovet er der.

  4. Charlotte says:

    Ser ud til at være en dejlig nem opkrift.
    Jeg spørger om det samme som Linda + hvor afkølet skal den varme masse være, før man putter mel m.m. i ?

    • Se mit svar til Linda og mht dit andet spørgsmål: Dejen skal blot være så kold, at du kan holde ud at ælte den med hænderne. Jeg er selv den utålmodige type, så jeg hælder den ud nærmest med det samme og kommer altid til at brænde mig lidt…

  5. Uhmmmm… det er en dejlig julekalender denne her! Skøn med skøøøn på! Tak… prøver mig med at benytte glutenfrit mel i denne opskrift – vi har nemlig børn med cøliaki og de skal knagemen også kunne spise lækkerierne… så vi forsøger!

  6. Anne says:

    Jeg håber, at der ikke ligger for meget sne i weekenden, jeg vil så gerne en tur ned i butikken på Hesedegaard. Der er vel åbent?

    • Det kan du tro, og mere til, for vi har besøg af den franske kok, Nicolas Vahé, som laver chokoladelækkerier i vores kaffestue og serverer varm glögg.

  7. ingrid says:

    Hvis det er den samme opskrift som i “julebogen”, så er det hele familiens favorit og dem jeg laver hvert år. De er indbegrebet af julesmåkager :o ) og meget nemme!

  8. Pia says:

    Hej, de ser gode ud. Jeg kan ikke tåle laktose. Ved du om man kan bruge olie eller becel istedet for smør?

    • Her må jeg blive dig svar skyldig, da jeg aldrig har prøvet at bage med Becel. Men du jo lave en halv eller en kvart portion og se, hvordan de bliver.

  9. Pernille Ravn says:

    TV2 ØST hvor finder man den kanal? Savner nogle udsendelser med dig. Jeg bor øst sjælland, men kender ikke kanalen.
    Mange hilsner fra Pernille.
    P.S. Jeg har da også julebogen. Den må jeg vist kigge lidt i, da det er en masse papir man bruger, hvis man printer opskrifter ud. Jeg får alle spørgsmål og svar med?

    • Om du kan se TV2 ØST kommer an på, hvor på Sjælland, du bor og hvilken udbyder, du har. Men du kan se udsendelserne på nettet på http://www.tv2east.dk. Og nej, du får ikke alle spørgsmål og svar med, når du printer, hvis du trykker på det lille printersymbol øverst. Så får du kun opskrift+billede.

  10. Ingvill Egeli says:

    Også jeg har fått tak i din julebog, Isabella, det var ikke lett, siden den var utsolgt fra forlaget. Men jeg lyktes til slutt med at finde den hos en antikvariat på internet. Har prøvd ut nogle oppskrifter sammen med mine to små, det var deig overalt etterpå, men kagene blev himmelske. Det er virkelig en inspirerende bok! Du bør skrive flere bøker, Isabella! (Beklager min norsk-dansk).

  11. Jette Aaberg says:

    Man kan godt bage brunkagerne med Becel, men dejen bliver lidt blødere, og har derfor lidt svært ved at holde facon, men en tur i fryseren hjælper. Brug lidt mindre fedtstof og juster med mel. I stedet for almindeligt sukker bruger jeg Muscavo … ikke dårligt! … og så holder jeg meget af at tilsætte finthakket sukat og pomerens.

  12. sanne says:

    til Susanne Vestergaard- har du prøvet med glutenfrit mel og hvis ja, hvordan smager de. Jeg er nemlig også startet på glutenfri kost, men mon det smager ok med rismel hmmm

  13. Pernille Ravn says:

    Tusind tak for lærerigt svar!

  14. Hanne Pedersen says:

    De bedste brune kager – jeg har glædet mig til komme i gang med at julebage. Isabellas er den bedste og hyggeligste julekalender. Rigtig god 1.søndag i advent.

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 13 + 13 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).