Hjemmelavede værtindegaver, der virkelig vækker lykke

 

Her er opskriften på hjemmelavet nutella samt ditto karamelsmøre-pålæg, det som nogen vil kende som enten Confit de lait eller Dulce de leche. Begge dele smager helt anderledes i betydningen bedre, end det man kan købe på glas. Virkelig meget bedre, der er ikke nogen sammenligning. Nutellaen smager langt mere af nødder end den færdigkøbte og karamelsmøre-pålægget smager som det skal, nemlig af blød karamel uden den lidt mærkelige bismag, den ofte har når man køber den færdiglavet. Dagens idé er, at man laver sig en lille produktion (begge dele er lette at lave) og bruger dem som værtindegave. Man skal selvfølgelig bare sikre sig, at værtinden har en sød tand…

isa14.11.1351711

 

Karamel-smørepålæg (Confit de lait/Dulce de leche)

2-3 store glas

3 1/2 dl piskefløde (400g)

8 dl sødmælk (800g)

600 g sukker

Bring mælk, fløde og sukker i kog i en tykbundet gryde. Skru ned for varmen og lad massen simre uden låg i et par timer. Rør jævnligt i den, så den ikke brænder på. Når den har fået konsistens som en tyk creme, hældes den på glas. Når den bliver kold vil den størkne yderligere og have konsistens som honning.

isa14.11.1351719

 

Nutella

2-3 glas

200 g hasselnøddekerner

150 g god, mørk chokolade

50 g smør

2½ dl piskefløde

1 knivspids salt

Begynd med hakke chokoladen groft. Kom den i en skål. Varm piskefløden op til kogepunktet og hæld det over chokoladen. Tilsæt smørret og rør rundt.

Rist derefter nødderne. Ristningen gør nøddernes smag stærkere og det er også ved at riste kernerne at man kan få skallen – altså den inderste, tynde – af. Man hælder nødderne ud på en bageplade og rister dem i ca. 10 minutter ved 200 grader. Kig jævnligt til dem, de skal være lyst gyldne. De må endelig ikke blive mørkebrune og det bliver meget hurtigt, hvis man ikke passer på. Hæld de ristede nødder ud på et rent viskestykke (tjek at det IKKE lugter af vaskemiddel først) og rul nødderne frem og tilbage mod bordpladen inden i viskestykket, indtil det meste af skallen er rullet af. Blend nødderne meget fint.

Rør de blendede nødder sammen med chokoladeblandingen og smag til med lidt salt. Kom nutellaen på glas og stil den på køl. Når den er helt kold, vil den blive fast og smørbar.

isa14.11.1351717

 

TIP: Hvilken chokolade du bruger vil blive afgørende for nutellaens smag. Hvis du bruger en meget mørk og stærk chokolade på 70 % vil nutellaen blive kraftig og ikke så sød. Det er selvfølgelig en smagssag om man kan lide det, men den sagtens smages til med lidt sukker i form af flormelis, hvis man synes.

Omvendt vil nutellaen blive mildere og sødere med en mildere og sødere chokolade. Helt mild bliver den med lys chokolade. Du kan også bruge en blanding. Nutellaen kan tilsættes 1 spsk pulverkaffe rørt ud i lidt kogende vand eller lidt revet appelsinskal og/eller orangelikør eller en god cookie knust til småstykker som crunch.

 
 
 

6 kommentarer

 
  1. Bodil koch says:

    uhmmmm det ser lækkert ud, jeg savner dog at læse om holdbarheden af nutellaen
    Umiddelbart vil jeg tro at den er ret kort.

  2. Heidi says:

    Hej Isabella!
    Uhmmm glæder mig til at prøve Din opskrift til Nutella. Har lavet Nutella da mine børn var små for at få et bedre produkt ❤️. Spændende at prøve denne.
    Tak for nogle dejlige sider.
    Knus
    Heidi

  3. Dorthe says:

    Hvor ser især Nutellaen meget lækker ud. Og så med betydeligt mindre sukker end den købte. Den tør jeg godt give mine børnebørn!

  4. Dinah Praëm says:

    Hej Isabella,

    Har du ikke de glas der er på billedet i shoppen mere?? Kan kun finde de noget større glas.

  5. Flore Gretha Petersen says:

    Har lige fundet ud af at her er opskrift på chokoladesmør ! TAK for det !

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 7 + 13 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).