Klassisk engelsk fudge

 

Har du stadig tid hyggeprojekter er her en rigtig god opskrift på hjemmelavet fudge. Fudge er en klassisk, engelsk karamel-type, der ikke bliver sejt og stift som almindelige flødekarameller, men snarere smelter i munden (genial til folk der er bange for at knække tænderne). Det fås efterhånden mange steder også i Danmark, men det købte er tit ikke særlig godt. Lav det i stedet selv, det smager meget bedre.

isa14.11.1351724

Fremgangsmåde:

1 dåse kondenseret mælk (397 g)

450 g sukker

115 g smør

1½ dl letmælk

1 stor spsk vaniljesukker

Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde og bring dem i kog. Kog karamellen til den er blevet mørkere i farven, det tager 15-20 minutter. Lav nu karamelprøven: Kom en teske karamel i en kop med koldt vand og saml det med fingrene. Hvis det bliver til en fast kugle er karamellen færdig. Hvis ikke, skal karamellen koge lidt længere. Det er ret forskelligt, hvor lang tid det tager, det afhænger både af den gryde, du bruger og af dit blus. Vær tålmodig og tag ikke karamellen af komfuret, før du vitterligt kan lave en kugle af den.

Hæld nu karamellen op i en skål og pisk den i en røremaskine i ca. 10 minutter. Du kan også piske med en elpisker, men vær tålmodig, ti minutter føles ret længe, når man står med en el-pisker i hånden.

Hæld karamellen i en lille bradepande eller en brødform beklædt med bagepapir. Den skal gå en centimeter eller to op ad kanten. Stil bradepanden et køligt sted til næste dag, hvor fudgen skæres ud i firkanter.

isa14.11.1351735

I England kan man få fudge smagt til med et hav af forskellige ting. Hakkede valnødder, chokolade og peanuts er klassiske smagsgivere. Her til jul er det oplagt med rosiner, der har ligget i rom. Jeg synes ikke, at rom/rosinsmagen må overdøve karamelsmagen, så til denne portion passer det med ca. 4 spsk rosiner, der har ligget i blød i 1 stor spsk rom. Hak rosinerne groft og kom dem i, lige inden karamellen hældes i bradepanden.

TIP: Du kan skære den færdige fudge ud i aflange plader, pakke dem i bagepapir eller lignende og komme dem i en lufttæt beholder. På den måde kan fudgen holde sig i flere uger i køleskabet. Sørg bare for, at fudgen er pakket godt ind og at låget slutter helt tæt til, så fudgen ikke kommer til at smage af køleskab. isa14.11.1351727

 
 
 

21 kommentarer

 
  1. Rikke says:

    Skal prøves – elsker dem man køber. Må være så mere bedre hjemmelavet.

  2. Anne Rouse says:

    Jeg har boet i England hvor man kan få kondenseret mælk allevegne, men hvor kan man købe det i dk?

    • Pernille Thomsen says:

      Jeg har i hvert fald fundet Nestle kondenseret mælk i bl. a Rema 1000 og i Metro.

    • Hanne Lebech says:

      Kondenseret mælk kan købes i stort set alle supermarkeder – nok ikke discountbutikker. Står i mælkekøledisken. Kondenseret mælk kan også bruges til hjemmelavede müslibars – måske Isabella har en god opskrift ;-)

  3. winnie svangren says:

    Sikke en lækker opskrift, men hvor kan man købe kondenseret mælk????

  4. Maya says:

    Hvad skal temperaturen være ? Hvis man anvender sukkertermometer?

    • Thomas says:

      Jeg kørte den til 127grader – hvilket gav noget dejligt bløde. Et par grader mere og de får mere bid

  5. Rita says:

    Winnie, du kan købe det i rema1000 og i bilka

  6. Birgitte says:

    Kondenseret mælk kan købes i rema1000

  7. Helle says:

    Kondenseret mælk kan købes i de fleste supermarkeder :-)

  8. Charlotte Madsen says:

    Tror de har kondenseret mælk i superbrugsen. Elles vil jeg mene Irma har det.

  9. birthe says:

    Kondenseret mælk kan købes i Bilka (Tilst), det står ved bageartiklerne. Kan også købes hos Specialkobmanden i Tilst, men der er det meget dyrere.

  10. Christina June Mortensen says:

    Jeg lavede dem i går aftes og har lige smagt lidt på dem her til morgen, og de smager fantastisk. Faktisk i lig med dem jeg købte i Frelsen Chokolade da jeg var yngre :-)

  11. Jeg er hel vild med din fuget fra sidste år og jeg har købt ind til at lave det igen i år

  12. Eva says:

    For at bestå prøven med en kugle i koldt vand måtte jeg koge massen i meget lang tid – over en time! Skal det bulder-koge eller kun boble lidt? Har du prøvet at tilsætte lakrids? Hvis ja, har du nogen tips? Hvor meget og skal det med fra start?

    • Isabella Smith says:

      Hej Eva, det skal kun stå og boble, men en time lyder meget længe. Jeg kan ikke sige dig, hvad der er gået galt, kun at det normalt ikke tager så længe. Jeg har ikke prøvet at tilsætte lakrids, men jeg vil tro, at det skal i, når karamelmassen er færdigkogt, så man bedømme, hvor meget lakrids, der skal i. Eller kan det jo blive meget stærkt, ligesom når man salter en bouillon, inden den er kogt ind. Mvh Isabella

  13. Joan says:

    Har prøvet at lave opskriften uden de 450 gr. Sukker og det bliver rigtig godt uden, rigelig sød alligevel syntes både mig og familien :-) hilsen Joan

  14. Nadia says:

    Må prøves :)
    Sødet kondenseret mælk eller bare kondenseret mælk?
    Mvh Nadia

  15. Anders says:

    Jeg har lige forsøgt at lave denne opskrift. Efter ca 5 minutter med elpisker, stod jeg med en skål pulverfudge? Skal skålen være varm eller hvordan?

  16. Rikke says:

    Mums nu har jeg været i gang med at lave din opskrift, det er første gang jeg laver Dem, så glæder mig meget til at smage i weekenden

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 7 + 13 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).