Bag et brunkagehus

 

Et kagehus er hyggeligt. Det er i familie med krybbespil og de små keramikhuse til fyrfadslys, et lille stykke eventyr midt i en normaldansk hverdag – eller måske rettere juledag. Det er let at bage, børn kan sagtens være med til at stikke det ud. Det er lidt mere snilde- og tålmodighedskrævende at pynte og samle det. Køb nogle smarties, der er lette at sætte på, hvis børn skal være med til at pynte det og sørg selv for glasurpynten. Huset her er bagt på en klassisk brunkagedej og kan spises, hvis man skulle få lyst til det. Der vil være lidt dej til overs, den kan evt. bruges til kagemænd og kagekoner. Dejen skal hvile et døgns tid i køleskabet ligesom når man laver brunkager.

Kagehus

 

Sådan gør du:

Dej

4 dl lys sirup

2 dl sukker

250 smør

2½ spsk kanel

2 spsk stødt kardemomme

1 spsk stødte nelliker

½ spsk stødt ingefær

1½ tsk potaske

1½ dl vand

14 dl hvedemel

 

Glasur

200 g flormelis

1 tsk eddike

1-1½ æggehvide

Alle ingredienserne kommes i en skål og piskes i 5-7 minutter.

 

Kom sukker og sirup i en gryde og smelt det under omrøring. Tilsæt smør og krydderier. Når smørret er smeltet tilsættes potasken, der er rørt op med vandet. Tag blandingen af varmen og lad den køle lidt af. Rør melet i dejen. Lad dejen hvile i køleskab i mindst et døgn, gerne længere.

Tag dejen ud en times tid, inden den skal bages. Sæt ovnen på 175 grader. Ælt dejen igennem, tilsæt mere mel, hvis den er for klæg og klistret. Del dejen i tre dele, der rulles ud til ca. 3 millimeters tykkelse mellem to stykker bagepapir. Læg dejen på en bageplade. Fjern det øverste stykke bagepapir. Stik dejen ud med udstiksformene. Skær huller til vinduerne med en kniv. Bag husets små dele i ca. 8-10 minutter og de store dele i ca. 16 minutter. Huset skal være brunt, men ikke brændt. Tag huset ud af ovnen og skær evt. de lige sider til med en skarp kniv. Lad huset køle helt af. Pisk glasuren sammen. Sprøjt pynten på med en tyllepose. Når glasuren er helt stiv samles huset. Lav ‘limen’ af smeltet sukker således: Smelt 1 dl sukker på en pande uden at røre i det. Når karamellen er flydende dyppes husets dele i den og samles straks. Hav evt. en hjælper ved hånden, der kan holde husets sider, mens karamellem stivner.

Kagehul i dele

Udstikforme til kagehus

 

 

 

 
 
 

3 kommentarer

 
  1. Lis Rasmussen says:

    Hvor ser det lækkert ud! Jeg er vild med udstiksfomene til huset ;-)

  2. Grith Lachenmeier says:

    hej hvor lang tid kan det enligt holde sig og hav en rigtig god dag <3 mvh. grith lachenmeier

  3. Grith Lachenmeier says:

    hej jeg ville bare vide hvor lang tid huset det kan holde sig uden for køleskabet og hav så en rigtig god dag mvh. Grith Lachenmeier

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 9 + 13 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).