Julescones

 

Forleden kom en mand hen til mig i butikken på Hesede og fortalte, at han og hans kone havde bagt mine scones, lige siden de så opskriften for første gang for 15 år siden. Selv om han blev lidt skuffet over at høre det, måtte jeg sige til ham, at jeg ikke rigtig kunne tage æren for lige netop denne opskrift. Jeg fik den nemlig i sin tid af en ældre dame, der som ung havde arbejdet i køkkenet på Amalienborg, hvor de ifølge hende blev bagt hver dag til eftermiddagsteen. De har haft det godt dér på slottet, for det er virkelig en helt genial opskrift. Scones’ene bliver dejligt lette og smager himmelsk nybagte med flødeskum og jordbærsyltetøj. Her til jul har jeg lavet en variant med lidt kanel i dejen og et drys kanelsukker på toppen. Disse skal bare spises med smør, synes jeg. Hvad enten man laver dem med eller uden kanel er de lynhurtige at lave. Det tager kun et øjeblik at røre dejen sammen og få minutter at bage dem.

isa25111512297

Ca. 9 stk

Ingredienser:

ca. 4 dl hvedemel
3 spsk sukker
2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
2½ dl piskefløde
1 tsk kanel i dejen

Desuden:

1 æg
1 spsk sukker
1 tsk kanel

Fremgangsmåde:
Sæt ovnen på 225 grader. Bland mel, sukker, bagepulver og salt i en skål. Rør fløden i. Ælt dejen igennem. Rul den ud med en kagerulle, dejen skal være ca. 2-3 cm høj. Stik scones’ene ud med en udstikker til scones eller et glas, der er ca. 6 cm i diameter. Pensl med sammenpisket æg og drys med kanelsukker. Sæt scones’ene på en plade og bag dem i ca. 15 minutter.

 

 
 
 

5 kommentarer

 
  1. Det er virkelig godt med oppskrifter som ikke tar så lang tid! Særlig når det gjelder bud på hvad man kan servere gjæster man plutselig har invitert. Da er det rart at kunne slenge sammen noget mere enn pæberkager fra Brugsen til kr.1.90 (som de koster i Norge akkurat nu pga priskrig). Dine scones ser mye bedre ud! :)

  2. Karin says:

    Tak for opskriften !
    Den prøver jeg – genialt med noget, der er nemt at gå til.
    Det gør ikke noget hvis jeg undlader kanelen, vel ? Jeg er ikke så vild med kanelsmag, nemlig ;-)
    Hvor kan man i øvrigt købe en scones-udstikker ?
    (og ja, jeg ved godt at man kan bruge et glas, men en scones-udstikker er da så langt mere tjekket :-D )
    Tak og god jul !
    Karin

    • Isabella Smith says:

      Selvfølgelig kan du udelade kanelen, den oprindelige opskrift er helt uden kanel. De bølgede udstikkere, man bruger til scones, er lidt svære at finde, men jeg vil tro, at Kunst & Køkkentøj i København har dem. Mvh Isabella

      • Helle says:

        Har snydt og brugt udstikkerne til julesmåkagerne, så vi fik juletræer og hjerter. Det bli’r de ikke dårligere af – tværtimod ;-) og en fantastisk let og lækker opskrift. Det bli’r ikke sidste gang, men derimod den første af rigtig mange….

  3. Tommy says:

    ØV – Det ligner nogen top-lækre frikadeller. Men med de ingredienser, er smagen jo i en helt anden retning :-D

 

Skriv en kommentar

 




 
What is 15 + 13 ?
Please leave these two fields as-is:
VIGTIGT! For at fortsætte skal du løse regnestykket (så vi ved du er et menneske).